Rødkløver – en sikker kvælstofgødning - SEGES Projektsitet
Projektets formål er at forbedre udbytterne i den økologiske planteproduktion ved at efterafgrøder af kløver indgår som en naturlig del af gødningsplanen hos de økologiske planteavlere. Kløver-kvælstof er billigt kvælstof, der giver et værdifuldt supplement til fosfor- og/eller kaliumholdige restprodukter. De økologiske planteavlere mangler kvælstof til afgrøderne, og ambitionen om en udfasning af konventionel husdyrgødning øger behovet for alternative gødningsmidler.
Projektet producerer viden gennem markforsøg. Rødkløver udlægges tidlig forår i vinterrug rundt i landet. Året efter måles eftervirkningen i en vårsædsafgrøde. Forsøget gentages, så det i alt ruller over tre år. Udbytter og erfaringer fra markforsøgene og erfaringer fra landmænd og konsulenter samles, der regnes økonomi på metoden, udarbejdes dyrkningsvejledning, tilbydes markmøder og produceres videovejledninger.